Gå til indhold

Ophold

Her kan du finde oplysninger om danskeres ophold i Tyrkiet, registrering af danske statsborgere i Tyrkiet og Azerbaijan, autoriserede oversættere og reglerne for konsulære gebyrer.

Hvis du ønsker længerevarende ophold (over 90 dage) i Tyrkiet
DGMM (Directorate General of Migration Management) behandler alle ansøgninger om opholdstilladelse for udlændinge, som ønsker at bo i Tyrkiet.

I forbindelse med vedtagelsen af den nye lovgivning er proceduren for ansøgning af opholdstilladelser blevet væsentligt ændret. Den tidligere proces, hvor man skulle ansøge om opholdstilladelse hos politiet i Tyrkiet, eksisterer således ikke længere.

Førstegangsansøgning
Man skal søge om opholdstilladelse i Tyrkiet, inden ens visumfri periode udløber. Man får ikke lov til at indgive ansøgningen, hvis man opholder sig ulovligt i Tyrkiet, med mindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende. På DGMM’s hjemmeside skal du klikke på E-Ikamet (e-Residence) og følge instruktionerne.

Efter at du har udfyldt skemaet, skal du booke en tid hos det lokale DGMM-kontor. Ansøgere, der søger om opholdstilladelse første gang, skal møde personligt op på det aftalte tidspunkt hos deres lokale DGMM-kontor med de relevante dokumenter.

Du kan se på DGMM’s hjemmeside, hvilke dokumenter skal medbringes.

Forlængelse af opholdstilladelse
Når du ønsker at søge forlængelse af din opholdstilladelse, skal du ligeledes klikke på E-Ikamet (e-Residence) og følge instruktionerne.

Dette gælder uanset om du tidligere har fået forlænget din opholdstilladelse hos politiet eller ej.

Ansøgningen skal sendes med posten eller via kurer til dit lokale DGMM-kontor.

Ved forlængelse af opholdstilladelsen er det vigtigt at notere sig, at et eventuelt nyt opholdskort (ikamet) vil blive sendt med anbefalet post. Det er derfor vigtigt, at den opgivne adresse samt mobilnummer i Tyrkiet er udfyldt korrekt (tjek evt. din vandregning, elregning eller internetregning). DGMM sender en tracking-kode til dit mobilnummer, så du kan følge din forsendelse på internettet. Du vil også få et referencenummer som dokumentation på forsendelsen af dit opholdskort.

Ønsker du at udrejse, mens din ansøgning er under behandling?
Vær opmærksom på, at du ikke må udrejse uden myndighedernes tilladelse, hvis du har en ansøgning om opholdstilladelse under behandling. Hvis du ønsker at udrejse og indrejse igen, så skal du udprinte det bevis, du har fået på ansøgningen og få dette stemplet af DGMM.

Langtids-opholdstilladelse
Man kan også søge om langtidsopholdstilladelse hos DGMM-kontorerne i Tyrkiet. Du skal klikke på E-Ikamet (e-Residence) og følge instruktionerne.

Hvis du vil vide, om du kan opnå denne type opholdstilladelse, skal du kigge i artikel 42 og 43 i Tyrkiets udlændingelov, som kan findes her (på engelsk).

Skal du arbejde i Tyrkiet? Så skal du have arbejdstilladelse
Arbejdstilladelser bliver udstedt af det tyrkiske beskæftigelsesministerium (Çalışma ve Sosyal Güvenlik Bakanlığı). Tidligere kunne man søge om arbejdstilladelse, mens man opholder sig i Tyrkiet. Det kan man ikke mere.

Hvis du bor i Danmark, skal en arbejdstilladelse søges ved den tyrkiske ambassade i København.

De relevante dokumenter, som skal medbringes, når du vil søge om arbejdstilladelse kan findes på det tyrkiske beskæftigelsesministeriums hjemmeside.

Ønsker du yderligere information om de nye regler, dokumenter, ansøgningsprocedure, gebyrer el. andet?
Så skal du kontakte DGMM, den tyrkiske ambassade i København eller det tyrkiske udenrigsministerium.

De danske repræsentationer i Tyrkiet modtager ofte henvendelser fra danskere, hvor der spørges til hvordan man søger opholdstilladelse, søger forlængelse, 90-dagesreglen mv. Da det drejer sig om tyrkisk lovgivning, vil de danske repræsentationer ikke kunne vejlede 100% korrekt. Derfor anbefaler de danske repræsentationer, at man tager kontakt til enten DGMM eller den tyrkiske ambassade i København.