Gå til indhold

Sygdom og ulykker

Bliver du syg eller kommer ud for en ulykke i udlandet kan ambassaden, generalkonsulatet eller et af konsulaterne hjælpe dig med etablering af kontakt til dit forsikringsselskab og din familie. Vi kan også hjælpe med at finde læge eller hospital, der kan behandle dig. Vi kan ikke betale for din behandling, din hjemtransport eller en redningsaktion, hvis en sådan skulle blive nødvendig.
Du bør du altid være forsikret, når du rejser i udlandet. I en lang række lande kræver selv ganske simpel behandling, at hospitalet får stillet en garanti for betaling. Det er sådan en garanti, en forsikring kan stille. Ambassaden eller konsulatet har ikke mulighed for at stille garanti.

Hvis du bliver indlagt på et hospital, og du kan identificere dig som dansk statsborger, vil hospitalet almindeligvis kontakte den danske ambassade. Er du ikke forsikret vil vi forsøge at komme i kontakt med dine pårørende i Danmark, for at høre om de evt. kan stille garanti for din behandling.

Hvis du er involveret i en alvorlig ulykke, f.eks. en trafikulykke med én eller flere døde, kan du risikere, at du ikke kan få lov til at rejse hjem, før du har afgivet forklaring i retten. Uanset om du ikke er skyld i hændelsen og selv kommet alvorligt til skade i ulykken. I sådan et tilfælde kan du få brug for en advokat. Udgifterne forbundet med advokatbistand og forlænget rejse, er du også selv ansvarlig for, hvis ikke du er forsikret.

Ambassaden eller konsulatet kan besøge dig på hospitalet, kontakte dit forsikringsselskab og familie på dine vegne og sætte dig i forbindelse med en advokat.