Gå til indhold

Pas og visum til Tyrkiet

Danske statsborgere kan indrejse i Tyrkiet og opholde sig i landet i op til 90 dage inden for en 180-dages periode uden visum. Husk at dit pas skal være gyldigt mindst 150 dage fra den dag du indrejser - ellers vil du blive afvist ved indrejsen.

GENERELT OM INDREJSE
Hvis du er dansk statsborger, kan du opholde dig i Tyrkiet i op til 90 dage (inden for en 180-dages periode) uden visum.

HVILKE PAS ANERKENDER TYRKIET?
Ifølge ambassadens oplysninger anerkendes følgende pas til danske statsborgere ved ind- og udrejse:

  • Almindeligt nationalitetspas
  • Danske forlængede pas
  • Danske provisoriske pas (nødpas) anerkendes ved både ind- og udrejse, det er med den forudsætning, at det er gyldigt i mindst seks måneder ved indrejse
  • Et EU-nødpas anerkendes ved både ind- og udrejse men det skal dog viseres (have visum fra en tyrkisk ambassade) inden indrejse i Tyrkiet.

Rejsende, der ikke har flere tomme sider i passet, bliver nægtet indrejse i Tyrkiet.

OBS: Fra den 26. juni 2012 skal alle være i besiddelse af eget pas ved ind- og udrejse af Danmark. Børn under 15 år, der er optaget i en voksens pas, skal derfor have eget pas, hvis de står over for at rejse til udlandet.

PASSETS GYLDIGHED
Fra 1. januar 2015 skal alle udlændinge, der ønsker at indrejse i Tyrkiet, have et pas der er gyldigt mindst 60 dage efter udløbet af deres visumfri periode, visum eller opholdstilladelse. Hvis du er dansk statsborger, skal dit pas derfor være gyldigt 150 dage (90 dages visumfri periode + 60 dage, ca. 5 måneder) fra den dag, du indrejser i Tyrkiet.

Hvis dit pas er gyldigt i kortere tid, vil du blive afvist ved ankomsten til Tyrkiet – og du vil blive returneret med førstafgående fly til Danmark.

OPHOLDETS VARIGHED
Som dansk statsborger må man opholde sig visumfrit i Tyrkiet i maksimum 90 dage (evt. flere ophold) i en 180-dages periode. Hvis man ønsker at opholde sig i Tyrkiet i længere end 90 dage, skal der ansøges om opholdstilladelse. Det kan du læse mere om her.

For hver dag man opholder sig i Tyrkiet skal man således tælle 180 dage baglæns. I løbet af denne 180-dages periode må man ikke have mere end 90 dages ophold.

180-dages perioden starter den dag, man indrejser i Tyrkiet (dvs. ved første indrejse).

Eksempel: Hvis man er indrejst i Tyrkiet den 15. juli 2015, vil man indtil den 10. januar 2016 kunne opholde sig samlet set i 90 dage inden for denne 180-dages periode.

Hvis man opholder sig ulovligt i Tyrkiet (dvs. i over 90 dage inden for en 180-dages periode), kan man straffes med bøde, evt. fængsel samt udvisning eller indrejseforbud i Tyrkiet i en længere periode.

Du kan bruge visumkalkulatoren til Schengen ved beregningen af opholdet, da opholdsreglerne for visumfri indrejse i Tyrkiet er meget lig de regler, som gælder for udlændinges visumfri indrejse i Schengenområdet. Linket til visumkalkulatoren kan findes her.

ER DU IKKE DANSK STATSBORGER – OG HAR DU DANSK FREMMED- ELLER KONVENTIONSPAS?
Hvis du er indehaver af et dansk fremmedpas (gråt pas til udlændinge) eller konventionspas (blåt pas til konventionsflygtninge), er du efter ambassadens oplysninger visumpligtig til Tyrkiet. Du skal derfor som udgangspunkt søge om visum på en tyrkisk ambassade inden du rejser til Tyrkiet.

ER DU IKKE DANSK STATSBORGER - OG REJSER DU PÅ ET ANDET LANDS PAS?
Selv om du bor i Danmark, og selv om du evt. har haft fast ophold i Danmark i mange år, men ikke har dansk nationalitetspas, så skal du på forhånd undersøge, om du skal have visum til Tyrkiet, fordi det er dit pas/statsborgerskab (og ikke evt. dansk opholds- og arbejdstilladelse), der afgør, om du skal have visum til Tyrkiet. Hvis du ikke rejser på et dansk pas, så tjek på det tyrkiske udenrigsministeriums hjemmeside, om du skal have visum til Tyrkiet.

HAR DU YDERLIGERE SPØRGSMÅL TIL OVENSTÅENDE?
Hvis du har spørgsmål til ovenstående, kan du kontakte enten den tyrkiske ambassade i København her eller det tyrkiske udenrigsministerium her for nærmere vejledning.