Spring til indhold

Indenrigspolitisk situation

Den indenrigspolitiske situation i Tyrkiet

Republikken Tyrkiet er grundlagt på baggrund af Kemal Atatürks forfatning fra 1920’rne. Tyrkiets nuværende forfatning trådte i kraft i 1982, og undergik i 2010 og 2017 større justeringer. Justeringen i 2017 kom efter en folkeafstemning d. 16. april 2017, der bl.a. indebærer et skift fra et parlamentarisk system til et præsidentielt system. Denne ændring træder dog først i kraft efter parlaments- og præsidentvalgene der blev afholdt i juni 2018. Parlamentet har 6000 medlemmer og sammensættes gennem almindelige valg hvert femte år, hvori alle tyrkiske statsborgere over 18 år kan deltage. Spærregrænsen ligger pt. på 10 pct. og er blandt verdens højeste.

Det regerende parti har siden den 3. november 2002 været det islamisk konservative Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP). AKP beskriver sig selv som et konservativt reformparti, der sammenlignes med kristendemokratiske partier i Europa. AKP’s kernevælgere findes bl.a. i den mindre velstillede, traditionelle landbefolkning og hos den nye, konservative middelklasse, der ønsker et opgør med de gamle kemalistiske magtstrukturer, der har spillet en fremtrædende rolle i tyrkisk politik i det 20. århundrede. Ved det seneste parlamentsvalg som blev afholdt d. 24. juni 2018, opnåede AKP 41,8 pct. af stemmerne, og sikrede sig dermed 297 af parlamentets 600 pladser. Det Republikanske Folkeparti (CHP), er det største oppositionsparti og betegner sig selv som socialdemokratisk og sekulært, mens fra et gængs, europæisk perspektiv kan det betragtes som moderat nationalistisk. CHP fik ved sidste parlamentsvalg 22,4 pct. af stemmerne, mens det tredjestørste parti, det nationalistiske MHP (Partiet for National Handling), opnåede 10,9 pct. af stemmerne. Det pro-kurdiske parti HDP (Folkets Demokratiske Parti) opnåede 11,7 pct. af stemmerne og nåede således lige over spærregrænsen.

Tyrkiets præsidentembede er siden d. 28. august 2014 blevet varetaget af Recep Tayyip Erdoğan. Præsidenten vælges ved direkte valg og har en embedsperiode på fem år med mulighed for genvalg én gang. Præsident Erdogan vil, som følge af de nyligt vedtagne forfatningsændringer, kunne sidde to fulde valgperioder, fra de endelige forfatningsændringer trådte i kraft efter valget i juni 2018.


Forfatningsmæssigt defineres Tyrkiet som en udelelig nationalstat, hvis befolkning uden undtagelse er tyrkere. Det har bl.a. givet problemer i forhold til den kurdiske befolkningsgruppe. Konflikten mellem den tyrkiske stat og PKK (kurdisk militant, venstreorienteret bevægelse, der er opført på EU’s terrorliste) har siden starten af 1970’erne kostet mange tusinde mennesker livet. Ultimo 2012 indledtes mæglingsforsøg, og forhandlingerne blev betegnet som historiske – det var første gang i løbet af konflikten, at den tyrkiske stat åbenlyst førte direkte dialog med den fængslede PKK-leder, Abdullah Öcalan. Forhandlingerne bestod af tre faser: 1) våbenhvile og tilbagetrækning, 2) demokratisering, herunder en revision af Tyrkiets forfatning, samt 3) en ”normaliseringsfase”. I juli 2015 blev våbenhvilen mellem PKK og den tyrkiske regering dog brudt, hvilket var begyndelsen på en ny blodig konflikt. I det sydøstlige Tyrkiet finder PKK-angreb på tyrkiske sikkerhedsstyrker og gengældelsesangreb fra tyrkisk side mod PKK-mål fortsat sted.


Den 15.-16. juli 2016 oplevede Tyrkiet et blodigt kupforsøg. Kupforsøget foregik primært i Ankara og Istanbul, hvor kampfly og -helikoptere fløj over byerne, og dele af parlamentet i Ankara blev bombet. Selvom kupforsøget blev hurtigt nedkæmpet, nåede tabstallet for kuppet op på 240 og dertil kom over 2000 sårede. Fra den tyrkiske regerings side har der ikke hersket tvivl om, at det var den såkaldte Gülen-bevægelse, der stod bag det mislykkede kup. Bevægelsen, med den i USA bosiddende imam Fethullah Gülen i spidsen, er AKP-regeringens tidligere allierede, men især fra 2013 blev forholdet mere fjendtligt, og siden kupforsøget har de tyrkiske myndigheder slået hårdt ned på personer de anser for tilknyttede til Gülen-bevægelsen.


Den 20. juli 2016 blev der erklæret tre måneders undtagelsestilstand i Tyrkiet, så regeringen ifølge præsident Erdogan ”kunne eliminere alle elementer af terrororganisationen bag kupforsøget”. Efterfølgende er undtagelsestilstanden løbende blevet forlænget med tre måneder ad gangen. Efter to år med undtagelsestilstand blev den hævet i juli 2018.


I forbindelse med undtagelsestilstanden har regeringen udstedt en række undtagelsesdekreter, som bl.a. har resulteret i fyring af mere end 100.000 offentligt ansatte, et højt antal arrestationer, herunder oppositionspolitikere fra partiet HDP samt lukning af en lang række nyhedsbureauer og NGO’er. Tiltagene under den fortsatte undtagelsestilstand bliver jævnligt kritiseret af bl.a. EU, Europarådet og OSCE.


Tidligere var der på tværs af politiske skel enighed om behovet for en gennemgribende reform af forfatningen fra 1982, og i december 2016 fremsatte AKP i samarbejde med MHP forslag til ændringer i forfatningen, som bl.a. omfatter ændring fra et parlamentarisk til et præsidentielt styre. Forslaget blev mødt med stor modstand fra det kemalistiske CHP og det pro-kurdiske HDP.

I april 2016 blev forslaget sendt til folkeafstemning, hvilket resulterede i en vedtagelse af forfatningsændringerne med et flertal på 51,4 pct. for ændringerne, overfor 48,6 pct. imod forfatningsændringerne. Valget blev kritiseret af både oppositionspartierne, men også af internationale valgobservatører både i forhold til gennemførslen og konteksten for valget.


Opdateret den 24. juli 2018