Spring til indhold

Tyrkiets historie og politiske forhold

På disse sider kan du finde oplysninger om Tyrkiets historie, økonomi samt indenrigs- og udenrigspolitiske situation.

OM TYRKIET

Landefakta

Geografi og demografi
• Hovedstad: Ankara (ca. 5,5 mio.)
• Største by: Istanbul (officielt ca. 15 mio.)
• Areal: 783.560 km2 (Danmark 43.000 km2).
• Indbyggertal: Ca. 80 mio.
• Befolkningsvækst pr. år: 1,3 pct. i 2013
• Befolkning: Størstedelen er etniske tyrkere, herudover kurdere (ca. 15-20 pct.), jøder, armeniere, grækere, kaukasere, romaer og bosniere
• Officielt sprog: Tyrkisk
• Religion: 98 pct. tilhører islam – flertallet er sunni-muslimer, men det anslås at 10-15 pct. er alevier

Økonomi
• BNP: 863 mia. USD i 2017 (Verdensbanken)
• BNP pr. indbygger: 11.230 USD i 2017 (Verdensbanken)
• Vækst i BNP: 4,0 pct. i 2017 (TurkStat)
• Valuta: Tyrkiske Lira (TL)
• Valutakurs: 100 TL svarer til ca. 152 DKK (marts 2018, Danmarks Nationalbank)

Regering
• Statsoverhoved: Præsident Recep Tayyip Erdoğan siden 28. august 2014
• Regeringsleder: Premierminister Binali Yildirim (AKP) siden 22. maj 2016
• Udenrigsminister: Mevlüt Çavuşoğlu siden 29. august 2014

 

Indenrigspolitisk situation
Republikken Tyrkiet er grundlagt på baggrund af Kemal Atatürks forfatning fra 1920’rne. Tyrkiets nuværende forfatning trådte i kraft i 1982, og undergik i 2010 og 2017 større justeringer. Justeringen i 2017 kom efter en folkeafstemning d. 16. april 2017, der bl.a. indebærer et skift fra et parlamentarisk system til et præsidentielt system. Denne ændring træder dog først i kraft efter parlaments- og præsidentvalgene, der er sat til afholdelse i juni 2018. Parlamentet har 550 medlemmer og sammensættes gennem almindelige valg hvert fjerde år, hvori alle tyrkiske statsborgere over 18 år kan deltage. Fra juni 2018 ændres valgperioden til hvert femte år og antallet af medlemmer i parlamentet til 600. Spærregrænsen ligger pt. på 10 pct. og er blandt verdens højeste.


Det regerende parti har siden den 3. november 2002 været det islamisk konservative Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP). AKP beskriver sig selv som et konservativt reformparti, der sammenlignes med kristendemokratiske partier i Europa. AKP’s kernevælgere findes bl.a. i den mindre velstillede, traditionelle landbefolkning og hos den nye, konservative middelklasse, der ønsker et opgør med de gamle kemalistiske magtstrukturer, der har spillet en fremtrædende rolle i tyrkisk politik i det 20. århundrede. Ved det seneste parlamentsvalg som blev afholdt d. 1. november 2015, opnåede AKP 49,5 pct. af stemmerne, og sikrede sig dermed 317 af parlamentets 550 pladser. Det Republikanske Folkeparti (CHP), er det største oppositionsparti og betegner sig selv som socialdemokratisk og sekulært, men fra et gængs, europæisk perspektiv kan det betragtes som moderat nationalistisk. CHP fik ved sidste parlamentsvalg 25,3 pct. af stemmerne, mens det tredjestørste parti, det nationalistiske MHP (Partiet for National Handling), opnåede 11,9 pct. af stemmerne. Det pro-kurdiske parti HDP (Folkets Demokratiske Parti) opnåede 10,8 pct. af stemmerne og nåede således lige over spærregrænsen.


Tyrkiets præsidentembede er siden d. 28. august 2014 blevet varetaget af Recep Tayyip Erdoğan. Præsidenten vælges ved direkte valg og har en embedsperiode på fem år med mulighed for genvalg én gang. Præsident Erdogan vil, som følge af de nyligt vedtagne forfatningsændringer, kunne sidde to fulde valgperioder, fra de endelige forfatningsændringer træder i kraft. Lovgivningen om at præsidenten kun kan genvælges én gang, gælder ikke, i fald der bliver udskrevet valg før tid.


Forfatningsmæssigt defineres Tyrkiet som en udelelig nationalstat, hvis befolkning uden undtagelse er tyrkere. Det har bl.a. givet problemer i forhold til den kurdiske befolkningsgruppe. Konflikten mellem den tyrkiske stat og PKK (kurdisk militant, venstreorienteret bevægelse, der er opført på EU’s terrorliste) har siden starten af 1970’erne kostet mange tusinde mennesker livet. Ultimo 2012 indledtes mæglingsforsøg, og forhandlingerne blev betegnet som historiske – det var første gang i løbet af konflikten, at den tyrkiske stat åbenlyst førte direkte dialog med den fængslede PKK-leder, Abdullah Öcalan. Forhandlingerne bestod af tre faser: 1) våbenhvile og tilbagetrækning, 2) demokratisering, herunder en revision af Tyrkiets forfatning, samt 3) en ”normaliseringsfase”. I juli 2015 blev våbenhvilen mellem PKK og den tyrkiske regering dog brudt, hvilket var begyndelsen på en ny blodig konflikt. I det sydøstlige Tyrkiet finder PKK-angreb på tyrkiske sikkerhedsstyrker og gengældelsesangreb fra tyrkisk side mod PKK-mål fortsat sted.


Den 15.-16. juli 2016 oplevede Tyrkiet et blodigt kupforsøg. Kupforsøget foregik primært i Ankara og Istanbul, hvor kampfly og -helikoptere fløj over byerne, og dele af parlamentet i Ankara blev bombet. Selvom kupforsøget blev hurtigt nedkæmpet, nåede tabstallet for kuppet op på 240 og dertil kom over 2000 sårede. Fra den tyrkiske regerings side har der ikke hersket tvivl om, at det var den såkaldte Gülen-bevægelse, der stod bag det mislykkede kup. Bevægelsen med den i USA bosiddende imam Fethullah Gülen i spidsen er AKP-regeringens tidligere allierede, men især fra 2013 blev forholdet mere fjendtligt og siden kupforsøget har de tyrkiske myndigheder slået hårdt ned på personer de anser for tilknyttede til Gülen-bevægelsen.


Den 20. juli 2016 blev der erklæret tre måneders undtagelsestilstand i Tyrkiet, så regeringen ifølge præsident Erdogan ”kunne eliminere alle elementer af terrororganisationen bag kupforsøget”. Efterfølgende er undtagelsestilstanden løbende blevet forlænget, senest i april 2018, med yderligere tre måneder.


I forbindelse med undtagelsestilstanden har regeringen udstedt en række undtagelsesdekreter, som bl.a. har resulteret i fyring af mere end 100.000 offentligt ansatte, et højt antal arrestationer, herunder oppositionspolitikere fra partiet HDP samt lukning af en lang række nyhedsbureauer og NGO’er. Tiltagene under den fortsatte undtagelsestilstand bliver jævnligt kritiseret af bl.a. EU, Europarådet og OSCE.


Tidligere var der på tværs af politiske skel enighed om behovet for en gennemgribende reform af forfatningen fra 1982, og i december 2016 fremsatte AKP i samarbejde med MHP forslag til ændringer i forfatningen, som bl.a. omfatter ændring fra et parlamentarisk til et præsidentielt styre. Forslaget blev mødt med stor modstand fra det kemalistiske CHP og det pro-kurdiske HDP.

I april 2016 blev forslaget sendt til folkeafstemning, hvilket resulterede i en vedtagelse af forfatningsændringerne med et flertal på 51,4 pct. for ændringerne, overfor 48,6 pct. imod forfatningsændringerne. Valget blev kritiseret af både oppositionspartierne, men også af internationale valgobservatører både i forhold til gennemførslen og konteksten for valget


Vedtagelsen af forfatningsændringerne betyder konkret, at der vil blive lavet 18 ændringer til den nuværende forfatning, herunder ændring fra parlamentarisk til præsidentielt system. De fleste af ændringerne træder først i kraft efter det næste parlaments- og præsidentvalg sat til afholdelse i juni 2018. Ændringen om præsidentens ret til at være medlem af et parti trådte dog i kraft umiddelbart efter valgresultatet, og Erdogan blev i maj 2017 igen valgt som formand for AKP.

Udenrigspolitisk situation
Tyrkiet har i høj grad orienteret sig mod Vesten siden republikkens etablering i 1923, og efter 2. Verdenskrig trådte landet ind i en række vestlige samarbejdsorganisationer: I 1948 OECD, i 1949 Europarådet, i 1952 NATO og i 1963 associering med EF. Ifølge den tyrkiske regering står fuldt EU-medlemskab fortsat højt på den udenrigspolitiske dagsorden. I 1987 søgte Tyrkiet om medlemskab af det daværende EF, og i 1999 opnåede Tyrkiet status som EU-kandidatland, hvorefter optagelsesforhandlinger blev indledt den 3. oktober 2005. EU besluttede dog på EU-topmødet i december 2006 ikke at åbne for forhandlinger af otte kapitler inden for forskellige politikområder som følge af Tyrkiets manglende opfyldelse af den såkaldte Ankara-protokol. Denne indebærer bl.a., at Tyrkiet skal åbne sine havne og lufthavne for at sikre fri handel med Cypern, der trådte ind i EU som en delt ø den 1. maj 2004. EU-forhandlingerne tog en ny drejning med den fælles EU-Tyrkiet handlingsplan, da der i november 2015 blev enighed om at dæmme op for illegal migration til EU. Implementeringen påbegyndtes i foråret 2016 og ud over den del af aftalen, der vedrører flygtninge og migranter, omhandler aftalen bl.a. også visum-liberalisering og spørgsmålet om EU-optagelse. Grundet europæisk bekymring over udviklingen i Tyrkiet siden kupforsøget i 2016, bevæger forhandlingerne sig dog ikke fremad i øjeblikket.


Den tyrkiske regering fører en aktiv udenrigspolitik, hvis mål blandt andet er at styrke de politiske og økonomiske relationer til landets naboer og dermed sikre en stabil udvikling af regionerne omkring Tyrkiet. Omvæltningerne i den arabiske verden følges tæt af den tyrkiske regering, og ikke mindst udviklingen i nabolandene Syrien og Irak, giver anledning til bekymring i Ankara. Særligt krigen i Syrien, har påvirket Tyrkiet meget. Tyrkiet har således taget imod over 3 mio flygtninge fra Syrien er dermed det land, som har modtaget det højeste antal flygtninge. Den store tilstrømning af flygtninge har særligt påvirket og ændret befolkningssammensætningen i områderne tæt på grænsen til Syrien, men også Istanbul har modtaget mange syriske flygtninge.

Sikkerhedssituation i området langs grænsen til Syrien er ustabil, og Tyrkiet har gennemført flere operationer ind i Syrien mhp. at bekæmpe terrorister og andre væbnede grupperinger, som i tyrkisk optik truer landets sikkerhed.

Økonomi og samhandel
Tyrkiet var i 2017 den 17. største økonomi i verden, mens den tyrkiske regering har en målsætning om i 2023, 100-året for republikkens oprettelse, at være den 10. største økonomi i verden. Tyrkiet opnåede med hjælp af omfattende reformer lige før og efter årtusindeskiftet en imponerende økonomisk udvikling med høje vækstrater, massiv fattigdomsreduktion og kontrol med det tidligere høje inflationsniveau, som kom under 10 pct.

 
Danmark og Tyrkiet har lange og tætte bånd, som økonomisk og politisk går tilbage til indgåelsen af en bilateral handelsaftale i 1752. Den relativt høje vækst i Tyrkiet samt afmatning på de traditionelle afsætningsmarkeder har medført en stigende interesse fra dansk erhvervsliv for det tyrkiske marked. Forventninger til en solid økonomisk vækst på mellemlangt og langt sigt har gjort Tyrkiet til et strategisk vigtigt dansk eksportmarked.

Tyrkiet var Danmarks 17. største eksportmarked for varer i 2016, og Tyrkiet aftog i 2016 for DKK 6,3 mia., hvilket svarer til 0,98 pct. af den samlede vareeksport. I 2017 blev der oplevet et fald på både import- og eksportsiden, hvilket hænger sammen med den økonomiske situation i Tyrkiet er blevet vanskeligere, men også den usikre sikkerhedssituation samt risikoen for terroranslag spiller ind.

For Tyrkiet var finanskrisen blot et mindre bump på vejen, og tyrkisk økonomi formåede hurtigt at genvinde sin styrke med vækstrater blandt verdens højeste. Fraværet af nødvendige økonomiske reformer, det fejlslagne kupforsøg i 2016 og den efterfølgende undtagelsestilstand har dog gjort den økonomiske situation i landet vanskeligere, og det har betydet et fald i valutaen, høj arbejdsløshed på over 10 pct., markant rentestigning samt store fald på den tyrkiske aktiebørs. På trods af dette opfattes det tyrkiske marked dog stadigt som attraktivt grundet det lave lønniveau, tilgængeligheden af kvalificeret arbejdskraft samt toldunionen med EU.

Opdateret den 24. april 2018