Spring til indhold

Tyrkiets historie og politiske forhold

På disse sider kan du finde oplysninger om Tyrkiets historie, økonomi samt indenrigs- og udenrigspolitiske situation.

Landefakta

Geografi og demografi 
• Hovedstad: Ankara (ca. 4,6 mio.)
• Største by: Istanbul (ca. 14,2 mio.)
• Areal: 783.560 km2 (Danmark 43.000 km2).
• Indbyggertal: ca. 78,7 mio.
• Befolkningstilvækst pr. år: 1,46 pct. i 2015
• Befolkning: Majoritet af tyrkere, herudover kurdere (ca. 15-20 pct.), jøder, armeniere, grækere, kaukasiere, romaer og bosniere
• Officielt sprog: Tyrkisk
• Religion: 98 pct. tilhører islam – majoriteten er sunnimuslimer, men det anslås at 10-15 pct. er alevier


Økonomi
• BNP: 718,2 mia. USD i 2015 (Verdensbanken)
• BNP pr. indbygger: 9.125 USD i 2015 (Verdensbanken)
• Vækst i BNP: 4 pct. i 2015 (TurkStat)
• Valuta: Tyrkiske Lira (TL)
• Valutakurs: 100 TL svarer til ca. 189 DKK (april 2017, Danmarks Nationalbank)


Regering
• Statsoverhoved: Præsident Recep Tayyip Erdoğan siden 28. august 2014
• Regeringsleder: Premierminister Binali Yildirim (AKP) siden 22. maj 2016
• Udenrigsminister: Mevlüt Çavuşoğlu siden 29. august 2014

 

 

Indenrigspolitisk situation
Tyrkiet er en republik med en parlamentarisk demokratisk styreform. Landets politiske institutioner er grundlagt på baggrund af Kemal Atatürks forfatning fra 1920’erne. Tyrkiets nuværende forfatning trådte i kraft i 1982, men er siden blevet justeret, senest efter en folkeafstemning d. 16. april 2017. Visse af forfatningsændringerne er trådt i kraft umiddelbart efter folkeafstemningen, mens skiftet til præsidentielt system vil ske efter parlaments- og præsidentvalget i 2019. Parlamentet har 550 medlemmer og sammensættes gennem almindelige valg hvert 4. år, hvori alle tyrkiske statsborgere over 18 år kan deltage. Fra 2019 ændres valgperioden dog til 5 år og antal medlemmer i parlamentet til 600. Spærregrænsen ligger pt. på 10 pct. og er blandt verdens højeste.


Det regerende parti har siden den 3. november 2002 været det islamisk konservative Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP). AKP beskriver sig selv som et konservativt reformparti sammenligneligt med kristendemokratiske partier i Europa, og AKP afviser alle beskyldninger fra oppositionen om en skjult, religiøs dagsorden. AKP’s kernevælgere findes bl.a. i den fattige, traditionelle landbefolkning og hos den nye, konservative middelklasse, der ønsker et opgør med de gamle kemalistiske magtstrukturer, der har spillet en fremtrædende rolle i tyrkisk politik i det 20. århundrede. Ved det seneste parlamentsvalg som blev afholdt d. 1. november 2015, opnåede AKP 49,5 pct. af stemmerne, og sikrede sig dermed 317 af parlamentets 550 pladser. Det Republikanske Folkeparti (CHP), er det største oppositionsparti og betegner sig selv som socialdemokratisk og sekulært, men gennem gængse europæiske briller ses det som moderat nationalistisk. CHP fik ved sidste parlamentsvalg 25,3 pct. af stemmerne, mens det tredjestørste parti, det nationalistiske MHP (Partiet for National Handling), opnåede 11,9 pct. af stemmerne. Det pro-kurdiske parti HDP (Folkets Demokratiske Parti) opnåede 10,8 pct. af stemmerne og nåede således lige over spærregrænsen.


Tyrkiets præsidentembede er siden d. 28. august 2014 blevet varetaget af tidligere premierminister Recep Tayyip Erdoğan. Præsidenten vælges ved direkte valg og har en embedsperiode på fem år med mulighed for genvalg én gang. Præsident Erdogan vil, som følge af de nyligt vedtagne forfatningsændringer, kunne sidde to fulde valgperioder, fra de endelige forfatningsændringer træder i kraft. Lovgivningen om at præsidenten kun kan genvælges én gang, gælder ikke, i fald der bliver udskrevet valg før tid. Forsætter præsidenten med at blive genvalgt, vil han altså i teorien kunne sidde på posten på ubestemt tid.


Forfatningsmæssigt defineres Tyrkiet som en udelelig nationalstat, hvis befolkning uden undtagelse er tyrkere. Det har bl.a. givet problemer i forhold til den kurdiske befolkningsgruppe. Konflikten mellem den tyrkiske stat og PKK (kurdisk militant, venstreorienteret bevægelse, der er opført på EU’s terrorliste) har siden starten af 1970’erne kostet mange tusinde mennesker livet. Ultimo 2012 indledtes mæglingsforsøg, og forhandlingerne blev betegnet som historiske – det var første gang i den 30 år lange konflikt, at den tyrkiske stat åbenlyst førte direkte dialog med den fængslede PKK-leder, Abdullah Öcalan. Forhandlingerne bestod af tre faser: 1) våbenhvile og tilbagetrækning, 2) demokratisering, herunder en revision af Tyrkiets forfatning, samt 3) en ”normaliseringsfase”. I juli 2015 blev våbenhvilen mellem PKK og den tyrkiske regering dog brudt, hvilket har været begyndelsen på en ny blodig konflikt. I det sydøstlige Tyrkiet foregår næsten daglige PKK-angreb på tyrkiske sikkerhedsstyrker og gengældelsesangreb fra tyrkisk side mod PKK-mål.


Den 15.-16. juli 2016 oplevede Tyrkiet et blodigt kupforsøg. Kuppet foregik primært i Ankara og Istanbul, hvor jetjagere og kamphelikoptere fløj over byerne, og i Istanbul blev de to store broer over Bosporus-strædet afspærret af militære kampvogne. Kupforsøget blev dog kortvarigt, idet præsident Erdogan omkring kl. 01.00 kaldte sine støtter og landsmænd på gaderne for at kæmpe mod kupmagerne, og kunne et par timer senere meddele at kupforsøget var slået ned. Tabstallet for kuppet nåede op på 240 og 2.195 sårede blandt dem der kæmpede mod kuppet, mens 36 kupmagere blev dræbt og 49 såret ifølge den tyrkiske regering. Fra den tyrkiske regerings side har der ikke hersket tvivl om, at det var den såkaldte Gülen-bevægelse, der stod bag det mislykkede kup. Bevægelsen med den amerikansk-bosiddende imam Fethullah Gülen er AKP-regeringens tidligere allierede, men især siden 2013 har forholdet mellem de to parter været af stadig mere fjendtlig karakter. Betegnelsen FETÖ (Fethullahist Terror Organization) er sidenhen blevet benyttet om bevægelsen af den tyrkiske regering såvel som tyrkiske medier. Der er umiddelbart ikke andre lande, der bruger denne betegnelse.


Den 20. juli 2016 blev der erklæret en 3 måneder lang undtagelsestilstand i Tyrkiet, så regeringen ifølge præsident Erdogan ”kunne eliminere alle elementer af terrororganisationen bag kupforsøget”. I oktober 2016, januar 2017 og april 2017 blev undtagelsestilstanden yderligere forlænget og står i øjeblikket til at blive ophævet i slutningen af juli 2017.


I forbindelse med undtagelsestilstanden har regeringen udstedt en række undtagelsesdekreter, som bl.a. har resulteret i fyring af op mod 95.000 offentligt ansatte, et højt antal arrestationer, herunder oppositionspolitikere fra partiet HDP samt lukning af en lang række nyhedsbureauer og NGO’er. Dette er af regeringen blevet retfærdiggjort med henvisning til, at disse har forbindelse til Gülen-bevægelsen eller andre terrorbevægelser som PKK og dermed har udgjort en sikkerhedstrussel for Tyrkiet.

Efter kupforsøget er det tyrkiske militær blevet svækket betydeligt, grundet omfattende fyringer i alle dele af militæret.


Processen med en svækkelse af militæret, som op igennem 1980’erne og 90’erne havde stor politisk magt, startede allerede i begyndelsen af 00’erne. I 2007 tog den berømte ”Ergenekon-sag” sin begyndelse, hvor 275, herunder militærfolk, stod anklaget for at være en del af et terrornetværk og planlægge et militærkup mod den dengang nyvalgte AKP-regering. I forbindelse med den omfattende og historiske sag, blev 19 højtstående generaler og parlamentsmedlemmer idømt livstid i august 2013, men den 21. april 2016 omstødte Tyrkiets højesteret dommene i Ergenekon-sagen. Omstødelsen blev begrundet med uklarhed omkring vurderingen af Ergenekon-organisationen som en terrororganisation og uklarhed om grundlæggelsen af Ergenekon-organisationen. Dommen mod de 19 generaler og parlamentsmedlemmer blev således ophævet. Parallelt hermed har det tyrkiske militær fået mindre og mindre politisk indflydelse.


Tidligere var der på tværs af politiske skel enighed om behovet for en gennemgribende reform af forfatningen fra 1982, og en komité blev i 2011 nedsat af parlamentet for at forberede en ny forfatning baseret på bred konsensus og inddragelse af civilsamfundet. Denne lukkede dog ned efter 2 års arbejde kort før julen 2013 uden at have opnået enighed om en ny forfatning. AKP har i samarbejde med MHP siden arbejdet for gennemførelse af forfatningsændringer og fremsatte d. 10. december 2016 et konkret forslag til ændring af forfatningen, som bl.a. medfører skifte fra parlamentarisk til præsidentielt system. Forslaget om forfatningsændringer mødte dog stor modstand fra oppositionspartierne. AKP opnåede sammen med MHP i januar 2017 stemmer nok til at sende forfatningsændringerne til folkeafstemning under ophedede diskussioner og modstand fra det kemalistiske CHP og pro-kurdiske HDP. Fortalerne for forfatningsændringerne henviser til, at det er nødvendigt at styrke den udøvende magt, for at undgå gentagelse af kupforsøg og sikre generel stabilitet, mens modstanderne ytrer bekymringer om centrering af magten og en forværring af checks and balances.


Folkeafstemningen, som blev afholdt d. 16. april 2017, resulterede i en vedtagelse af forfatningsændringerne med et flertal på 51,4 pct. for ændringerne, overfor 48,6 pct. imod forfatningsændringerne. Det endelige valgresultat vil dog først blive offentliggjort i Gazette (det tyrkiske lovtidende) nogle uger efter valget, når Tyrkiets Øverste Valgnævn (YSK) har taget stilling til klager i forbindelse med valget.
Oppositionspartier såvel som internationale valgobservatører har kritiseret både konteksten for afholdelsen af valget samt gennemførslen, hvor der bl.a. stilles spørgsmålstegn ved beslutninger taget af YSK.


Vedtagelsen af forfatningsændringerne betyder konkret, at der vil blive lavet 18 ændringer til den nuværende forfatning, herunder ændring fra parlamentarisk til præsidentielt system. De fleste af ændringerne træder først i kraft efter det næste parlaments- og præsidentvalg i 2019, dog ændres lovgivningen om præsidentens ret til at være medlem af et parti umiddelbart efter det endelige valgresultat annonceres, hvorfor nuværende præsident Erdogan forventes at kunne stille op til formandsposten ved AKP’s næste partikongres.

 

 

Udenrigspolitisk situation
Tyrkiet har orienteret sig mod Vesten siden republikkens etablering i 1923, og efter 2. Verdenskrig trådte landet ind i en række vestlige samarbejdsorganisationer: I 1948 OECD, i 1949 Europarådet, i 1952 NATO og i 1963 associering med EF. Ifølge den tyrkiske regering står fuldt EU-medlemskab fortsat højt på den udenrigspolitiske dagsorden. I 1987 søgte Tyrkiet om medlemskab af EF, og i 1999 opnåede Tyrkiet status som EU-kandidatland, hvorefter optagelsesforhandlinger blev indledt den 3. oktober 2005. EU besluttede dog på EU-topmødet i december 2006 ikke at åbne for forhandlinger af otte kapitler inden for forskellige politikområder som følge af Tyrkiets manglende opfyldelse af Ankara-protokollen. Denne indebærer bl.a., at Tyrkiet skal åbne sine havne og lufthavne for at sikre fri handel med Cypern, der trådte ind i EU som en delt ø den 1. maj 2004. Det bemærkes, at den cypriotiske regering på den anden side forhindrer det nordlige Cypern i at handle gennem andre end Tyrkiet. EU-forhandlingerne tog en ny drejning med den fælles EU-Tyrkiet handlingsplan der i november 2015 blev enighed om for at dæmme op for illegal migration til EU. Implementeringen påbegyndtes i foråret 2016 og udover den del af aftalen, der vedrører flygtninge og migranter, har aftalen åbnet op for en visa-liberalisering og åbning af nye kapitler ifm. med EU-optagelse. Grundet europæisk bekymring om den demokratiske udvikling i Tyrkiet bevæger forhandlingerne sig dog ikke fremad i øjeblikket, og EU-parlamentet opfordrede i november 2016 til en midlertidig fastfrysning af forhandlingerne.


Den tyrkiske regering fører en aktiv udenrigspolitik, hvis mål blandt andet er at styrke de politiske og økonomiske relationer til landets naboer og dermed sikre en stabil udvikling af regionerne omkring Tyrkiet. Omvæltningerne i den arabiske verden følges tæt af den tyrkiske regering, og ikke mindst udviklingen i nabolandene mod syd, Syrien og Irak, giver anledning til bekymring i Ankara. Syrien-krigen bevæger sig nu ind i sit sjette år, hvor flere hundrede tusinde har mistet livet, og konflikten oplever en stigende kompleksitet. Tyrkiet har siden konflikten brød ud i Syrien taget imod godt 2.800.000 registrerede flygtninge og er dermed det land, som har modtaget det højeste antal flygtninge. Den store tilstrømning af flygtninge har ændret befolkningssammensætningen i de tyrkiske grænseområder, og særligt i byerne Hatay, Gaziantep og Sanliurfa bor der mange syrere, men også Istanbul har modtaget mange syriske flygtninge. Derudover har Tyrkiet fungeret som transitland for flygtninge der rejser videre til Europa og er grundet den geografiske placering, placeret midt i en konfliktzone hvor der arbejdes med at styrke sikkerheden på alle fronter. Konflikten i Syrien har haft en række mærkbare konsekvenser for Tyrkiet, bl.a. i form af de mange flygtninge, krænkelse af det tyrkiske luftrum, nedslag af granater på den tyrkiske side af grænsen, stigende civil uro, stigning af personfarlig kriminalitet og smugleraktivitet i grænseprovinserne i det sydøstlige Tyrkiet.


Syrien

Som følge af ustabiliteten i det nordlige Syrien, som udgør en stor sikkerhedstrussel for Tyrkiet med bl.a. terrorangreb fra ISIL og konsolidering af kurdisk kontrol ved den tyrkiske grænse til Syrien, valgte Tyrkiet d. 24. august 2016 at gå militært ind i kampen i Syrien med lanceringen af Operation Euphrates Shield. Tyrkiet har siden været aktiv i den nordlige del af Syrien, hvor de har støttet Den Frie Syriske Hærs (FSA) kampe for bl.a. at befri byen al-Bab fra ISIL. Operation Euphrates Shield er officielt blevet afsluttet d. 29. marts 2017, men Tyrkiet er stadig militært til stede i det nordlige Syrien og deltager samtidig i det politiske spor gennem Astana- og Geneveprocesserne. Der pågår løbende diskussioner om, hvilken rolle Tyrkiet i fremtiden skal spille i Syrien, både internt i Tyrkiet og med andre internationale aktører i Syrien.


Armenien

Tyrkiet og Armenien underskrev to protokoller i efteråret 2009, der skulle bane vejen for en normalisering af forholdet mellem landene. Normaliseringsprocessen er imidlertid løbet ind i vanskeligheder, og protokollerne er endnu ikke blevet ratificeret af landenes parlamenter. Daværende premierminister Erdoğans forsonende udtalelser den 23. april 2014, dagen før 99-året for deporteringen af armeniere fra det Osmaniske Imperium i 1915, sås dog som et positivt skridt.


Cypern

På trods af forskellige forsøg er der endnu ikke fundet en varig løsning på spørgsmålet om Cypern, som har været delt siden 1974, hvor Tyrkiet besatte den nordlige del af øen i et forsøg på at hindre øens sammenslutning med Grækenland. Denne aktion blev fra verdenssamfundets side anset som en invasion, og det tyrkiske, nordlige Cypern nyder ingen international anerkendelse. De to parter på øen forhandler netop nu under FN’s ledelse om en løsning på konflikten.


Aserbajdsjan

Det politiske, sociale og økonomiske forhold mellem Aserbajdsjan og Tyrkiet er venskabeligt. Grundet aserbajdsjanernes tyrkiske rødder, anses landet som en naturlig kanal til dennes indflydelse og de to landes samarbejde er således understreget af det politiske slogan; ”one nation, two states”. Tyrkiet var et af de første lande som anerkendte Aserbajdsjans selvstændighed i 1991. I 1994 mistede Aserbajdsjan Nagorno-Karabakh, et område med en hovedsageligt armensk befolkning, samt det nærliggende Lachin, som sidenhen har været besat af armenske styrker. Grundet den aserbajdsjansk -armenske konflikt om Nagarno-Karabakh området, har Tyrkiet siden 1993 haft lukket grænserne til Armenien.

 

 

Den økonomiske situation
Tyrkiet var i 2016 den 17. største økonomi i verden, mens den tyrkiske regering har en målsætning om i 2023, 100-året for republikkens oprettelse, at være den 10. største økonomi i verden. Tyrkiet opnåede med hjælp af omfattende reformer lige før og efter årtusindeskiftet en imponerende økonomisk udvikling med høje vækstrater, massiv fattigdomsreduktion og kontrol med det tidligere høje inflationsniveau, som kom under 10 pct. Den tyrkiske økonomi formåede desuden hurtigt at genvinde sin styrke efter finanskrisen i 2008-2009, hvor vækstraterne i 2010 og 2011 var blandt verdens højeste. Siden er de meget høje vækstrater dog faldet, og væksten var i 2016 2,9 pct. Regeringen har ligeledes måttet nedjustere sine forventninger til de fremtidige vækstrater.


Den tyrkiske økonomi har tidligere nydt tillid på de internationale markeder bl.a. grundet relativt stabile offentlige budgetter samt en robust banksektor, men fraværet af nødvendige økonomiske reformer, en forværret sikkerhedssituation startende fra sommeren 2015, samt den fortsatte undtagelsestilstand og usikre politiske kontekst har medført stigende mistillid. Flere kreditvurderingsinstitutter nedgraderede i 2016 vurderingerne af den tyrkiske økonomi, hvilket må forventes at have negative konsekvenser for tilførslen af langsigtet udenlandsk kapital.

 

 

Udenrigshandel
Handelspolitik er en central del af AKP-regeringens aktive udenrigspolitik, og premierministeren rejser sjældent udenlands uden at have ministre og repræsentanter for tyrkisk erhvervsliv med i delegationen.  EU er Tyrkiets største handelspartner men Tyrkiet interesserer sig dog i stigende grad for markederne i Mellemøsten og Afrika, hvilket også kommer til udtryk i en stigende eksport til disse regioner. Dog er denne i nogen tilfælde dalende grundet konflikterne i nabolandene Syrien og Irak.


Aftalen om etablering af en toldunion mellem EU og Tyrkiet trådte i kraft den 1. januar 1996. Toldunionen har haft en positiv betydning for Tyrkiets eksport til EU-landene, hvor Tyskland er Tyrkiets største samhandelspartner. Der arbejdes i øjeblikket på at påbegynde forhandlinger om en modernisering af toldunionen.

 

 

Danske handelsinteresser
Danmark og Tyrkiet har lange og tætte bånd, som økonomisk og politisk går tilbage til indgåelsen af en bilateral handelsaftale i 1752. Den relativt høje vækst i Tyrkiet samt afmatning på de traditionelle afsætningsmarkeder har medført en stigende interesse fra dansk erhvervsliv for det tyrkiske marked. Forventninger til en solid økonomisk vækst på mellemlangt og langt sigt har gjort Tyrkiet til et strategisk vigtigt dansk eksportmarked. På denne baggrund offentliggjorde den danske regering den 19. marts 2013 sin vækstmarkedsstrategi for Tyrkiet, hvor målet var at styrke samhandlen mellem Danmark og Tyrkiet, herunder øge dansk eksport til Tyrkiet med 50 pct. i femårsperioden 2012-2016. For at opfylde målet har regeringen arbejdet for et styrket kommercielt samarbejde med Tyrkiet inden for en række områder, hvor den stigende tyrkiske efterspørgsel matcher de danske styrkepositioner. Særlig fokus er på områderne grøn vækst, energi, miljø og klima; sundhed og velfærd; agro- og fødevareindustri samt infrastruktur, arkitektur og bygnings- og ingeniørvirksomhed. Vækstmarkedsstrategien for Tyrkiet er en blandt flere, og det overordnede formål med strategierne er at styrke dansk erhvervsliv på de nye vækstmarkeder og derigennem bidrage til vækst og beskæftigelse i Danmark.


Tyrkiet var Danmarks 22. største vareeksportmarked for varer i 2015. Den bilaterale handel mellem Tyrkiet og Danmark udgjorde USD 1,7 mio. i 2015, hvoraf Danmark importerede for USD 902 mio. og eksporterede for USD 806,5 mio. Størstedelen af dansk eksport til Tyrkiet udgøres af malm- og metalaffald, medicinske og farmaceutiske produkter samt maskiner. Siden 2000 har væksten i vareeksporten til Tyrkiet været ca. 9 pct. per år, hvilket er næsten tre gange højere end væksten i den samlede vareeksport, som er steget 3,5 pct. per år i perioden. Dette ændrede sig midlertidigt i 2015, hvor der var et fald i vareeksporten til Tyrkiet på 8,1 pct. ift. 2014. Den generelle tendens forventes dog at slå igennem igen i 2016, hvor der i de første elleve måneder var en stigning i eksporten til Tyrkiet på 22,4 pct. ift. samme periode året før. Dermed ser målet om at øge den danske eksport til Tyrkiet med 50 pct. i perioden 2012-2016 ud til at være tæt på at blive indfriet.


Opdateret den 25. april 2017