Spring til indhold

Danmark hjælper Tyrkiet med grøn omstilling

Danmark har i dag underskrevet en ny energisamarbejdsaftale mellem Tyrkiet og Danmark, som betyder, at vi forlænger aftalen om at hjælpe Tyrkiet med at udarbejde lovgivning på fjernvarmeområdet samt starter et nyt myndighedssamarbejde på offshore vindområdet. Dagens underskrift er specielt interessant i lyset af, at de tyrkiske energimyndigheder i går offentliggjorde landets først udbud på offshore vind. Mere generelt bistår Danmark Tyrkiet med deres grønne omstilling, som samtidig reducerer Tyrkiets afhængighed af importeret energi. På sigt vurderes erhvervspotentialet at være stort.

Ambassadør Svend Olling har i dag på Danmarks vegne underskrevet en såkaldt ’Memorandum of Understanding (MoU) med Dr. Oguz Can, direktør for General Directorate for Renewable Energy under det tyrkiske Ministry of Energy and Natural Resources. Underskriften følger op på det nuværende positive myndighedssamarbejde med Tyrkiet. Danmark skal overordnet assistere Tyrkiets nationale energimyndigheder med at udvikle relevante politikker, strategier og løsninger, der fremmer den grønne omstilling af energisektoren. Mere specifikt støtter Energistyrelsen udarbejdelsen af en varmeforsyningslov med understøttende kortlægnings - og analyseopgaver. Det vil være Tyrkiets første varmeforsyningslov, der i høj grad vil være inspireret af den danske varmeforsyningslovgivning, der har været gældende siden 1979. Hertil kommer nu et nyt projekt om at udvikle en roadmap for Tyrkiets udbygning med offshore vindkraft.

Stort potentiale for vindkraft
Dagens underskrift er specielt interessant i lyset af de tyrkiske energimyndigheder i går offentliggjorde landets først udbud på offshore vind i størrelsesordenen af mellem 840-1.200 MW. Den nye samarbejdsaftale vurderes at kunne åbne op for andre samarbejdsprojekter, herunder udbygning med offshore vindkraft, hvor der vurderes at være et stort potentiale i Tyrkiet. De umiddelbare muligheder viser et potentiale på 7-10 GW, men dette forventes højere efter videre analyser. Der er installeret 6,5 GW vindkraft på land, og den nationale målsætning er en udbygning med vindkraft til 20 GW i 2023. Energistyrelsen er i dialog med de tyrkiske myndigheder om indholdet af et muligt projekt om offshore vindkraft i Tyrkiet med deltagelse af danske aktører på området. Der vurderes at være et stort erhvervspotentiale for danske virksomheder både indenfor fjernvarme og fjernkøling, hvor der allerede er en positiv dialog med en række virksomheder, og på sigt også i forhold til offshore vindkraft, hvor potentialet er meget stort. Udbygningen med sol og vind har samlet tiltrukket investeringer for 12,3 mia. USD i Tyrkiet i perioden 2006 – 2017. Med de ambitiøse mål, som Tyrkiet har sat sig, forventes et fortsat højt investeringsniveau i de kommende år.

Mange muligheder for egenproduktion og fjernvarmeudbygning
Tyrkiet råder over mange store og uudnyttede potentialer af overskudsvarme fra eksisterende kraftværker, industri, og forbrænding af husholdningsaffald. Dertil kommer mulighederne for at udnytte vedvarende energikilder i form af geotermisk energi, biomasse og solenergi. Hvis disse potentialer skal udnyttes, forudsætter det, at der etableres store sammenhængende fjernvarmemarkeder. Den tyrkiske energiminister Berat Albayrak har for nyligt præsenteret en national handlingsplan for energieffektivisering, som blandt andet skal opgøre potentialet for effektive kraftvarme- samt fjernvarme- og fjernkølingssystemer. Udnyttelse af overskudsvarme vil passe godt sammen med Tyrkiets ønske om at øge egenproduktionen af energi og øge andelen af vedvarende energi i energi- og varmemixet. Og her er de danske erfaringer og styrkepositioner i forbindelse med energiomstilling og fjernvarmeudvikling meget relevante for Tyrkiet.

Vækstland med høj importafhængighed
Tyrkiet var sidste år den hurtigst voksende økonomi blandt OECD landene med en vækstrate på 7,4 pct., mens efterspørgslen efter elektricitet steg med 5,6 pct. Den tyrkiske stat har derfor fokus på at omlægge og effektivisere energisektoren ved at privatisere en række selskaber og adskille produktion og distribution i el-markedet. Mere end halvdelen af energien importeres i dag, og importafhængigheden leverer en stor del af forklaringen på Tyrkiets store underskud på betalingsbalancen på 47,1 mia. USD i 2017, hvoraf 37,2 mia. USD skyldes import af energi.

Fakta:
Energistyrelsen har siden sommeren 2015 været i tæt kontakt med det tyrkiske energiministerium og har haft udstationeret en sektorrådgiver på den danske ambassade i Ankara. I foråret 2017 gik hovedprojektet i Tyrkiet i gang under titlen ”Efficient and Low Carbon Supply of Heating and Cooling”, og der er nu indledt en dialog om en mulig forlængelse og udvidelse af myndighedssamarbejdet til også at omfatte udbygning med offshore vind.

Kontaktinfo:
Sektorrådgiver Dennis Holte Skov-Albertsen, Danmarks Ambassade i Ankara, tlf. +90 533 732 99 24, denalb@um.dk